AARIKKA

Den finske virksomhed Aarikka startede egentlig med en knap. Kaija Aarikka studerede tekstildesign og kunne ikke finde velegnede knapper til sit projekt, og så måtte hun lave dem selv! Det blev startskuddet til virksomheden, som blev grundlagt i 1954, og som stadig lever i bedste velgående. Knappens runde form blev inspirationen til mange andre designs, og Aarikka er kendt for glade og farverige produkter indenfor boligtilbehør, smykker og accessories. Vi har desværre ingen varer fra Aarikka for tiden.

ALVAR AALTO

AALTO. Alvar Aalto (1878-1976) var finsk arkitekt og designer af international karat. Første udgave af hans nok mest kendte design, Aalto-vasen, vandt i 1936 en konkurrence udskrevet af Iittala under navnet 'Eskimokvindens bukser'.De bløde linjer og organiske former i Aaltos designs er inspireret af det finske landskabs utallige søer og skove. Som danske Per Lütken ønskede Aalto at kombinere godt håndværk og design for at modvirke tidens maskinfascination og skabe kvalitetsprodukter med mennesket i centrum. Udover glas har Alvar Aalto designet lamper, møbler og bygninger.

AKSINI

AKSINI er en sammentrækning af navnet Aksel Sigvald Nielsen (1910-89). Aksini var uddannet håndværksmaler og blev umiddelbart efter sin læretid ansat ved Knabstrup Lervarefabrik i 1929. Her beskæftigede han sig med glasurer, dekorationsarbejde, fx indridsning af dekorationer på gulvvaser, og han udarbejdede skabeloner til fabrikkens ”maledamer” til serieproduktioner. Aksini stoppede på Knabstrup efter sit 25 års jubilæum og dannede sammen med sin søn virksomheden Aksini i 1954, som nok er bedst kendt for sit dekorative køkkengrej, ofte forsynet med en lille tekst.
Genbrugslopper har pt. ingen varer fra Aksini.

ALUMINIA

ALUMINIA var en dansk fajancefabrik, der blev grundlagt i 1863 på Christianshavn af en jysk godejersøn, cand.polyt. August Schiøtt, som købte grunden på Christianshavn i den hensigt at benytte fangerne i Christianshavns Fængsel til arbejdere. 
Da Aluminia-fabrikken begyndte at fremstille fajance i 1863, blev pæne, keramiske stel til hvermandseje i Danmark. Navnet Aluminia kommer af grundstoffet aluminium, der netop er en vigtig bestanddel af ler og dermed fajance. 
August Schiøtt døde allerede i 1867, og hans efterfølger drev fabrikken frem til 1868 uden fremgang. Herefter blev ledelsen overtager af ingeniør og købmand Philip Schou, som flyttede fabrikken til Frederiksberg i 1869.

I 1872 omdannedes Aluminia til et aktieselskab, og det kom til at gå så godt, at fabrikken kunne opkøbe den Kongelige Porcelænsfabrik i 1882. I dag er begge fabrikker en del af Royal Copenhagen.
I 1931 blev Christian V. Christensen direktør for de to fabrikker, hvor han var leder i omkring 30 år. I 1933 blev Nils Thorsson tildelt ansvaret som kunstnerisk leder for Aluminia, og i de mange år følgende år stod Nils Thorsson og hans medarbejder Thorkild Olsen bag en imponerende række af nye stel.

 

Som så mange andre fabrikker blev også Aluminia ramt af 1930’ernes økonomiske krise, så det var et scoop at ansætte Nils Thorsson, der var blevet kendt, da han udstillede en serie brogede fajancer på verdensudstilling i Paris i 1925, hvor han vandt guldmedalje. Brugskeramikken havde Nils Thorssons store interesse, og i 1930 påbegyndte han en modernisering af begitnings- og sprøjteteknik og banede derved vej for en rationalisering af stelproduktionen på Aluminia. 
Både Aluminia og Den Kongelige Porcelænsfabrik var ramt under 2. verdenskrig af sparsom adgang til råmaterialer. Efter krigen blev Nils Thorsson kunstnerisk leder af begge fabrikker, og i 1951 oprettede han en elevskole til gavn for dem begge.

I 1958 skabte Nils Thorsson serien Tenera, hvor han satte seks unge nordiske kunsthåndværkere til at designe motiver: Beth Breyen, Kari Christensen, Berte Jessen, Marianne Johanson, Inge-Lise Koefoed og Grete Helland-Hansen. "Tenera" er latin og betyder "det første, det spæde" - og "spirende". Og det var da netop også det, der var meningen med elevskolen. De unge skulle gå nye veje, og der blev skabt mange smukke designs i en arbejdsatmosfære kendetegnet ved god stemning, gensidig inspiration og ungdommeligt vovemod. 
 

Aluminia ophørte som selvstændig virksomhed i 1969 og blev sammen med Den Kongelige Porcelænsfabrik en del af Royal Copenhagen.

ANDERSEN, JUST

JUST ANDERSEN (1884-1943) blev født på Grønland og tilbragte de først 10 år af sit liv der. Det har utvivlsomt være med til at påvirke hans design og kunst som voksen. Just Andersen bestræbte sig på at ramme dét, han kalder "den nordiske form", - en enkelt og fortættet kraft sammen med en blødhed, der skulle være et udtryk for den nordiske karakters fasthed og mildhed.
Just Andersen var uddannet billedhugger og sølvsmed, men begyndte hurtigt at interessere sig for mindre kostbare materialer, som flere havde råd til, bl.a. tin og bronze og hans egen opfindelse, diskometal, - en legering af bly og antimon, opkaldt efter hans fødeegn, Diskobugten.

Just Andersen var ikke bare designer af international klasse, men også en dygtig håndværker, der tillige havde blik for moderne produktionsmetoder. Som designer udspringer han af art deco- eller skønvirkestilen, men hans kunst rækker både bagud til fx det oldnordiske formsprog og fremad mod en mere enkel og minimalistisk stil.Just Andersen gundlagde sammen med sin hustru virksomheden Just Andersen A/S i 1918.
Virksomheden fik hurtigt forretninger i København, Berlin, London, New York og Los Angeles, og ved Just Andersens død i 1943 havde den en medarbejderstab på 75 personer.

ARABIA

ARABIA blev grundlagt i 1873 af den svenske keramikvirksomhed, Rørstrand, der havde brug for et søsterselskab i Finland for at kunne nå det store russiske marked. Under 1. verdenskrig solgte Rørstrand dog sine aktier til finske investorer, og der blev indsat en ny direktør, som moderniserede hele produktionsapparatet. Arabia har hele tiden formået at være et skridt foran, og er derfor en virksomhed, der har klaret sig godt op igennem historien. Den er i dag kendt for mange fine ting, og ikke mindst for produktionen af krus, tallerkener osv. med mumitroldene.
Genbrugslopper har pt. ikke noget fra Arabia.

ASBO

ASBO. Asbo Stentøj eller Asbo Keramik, som virksomheden også kaldes, blev grundlagt i Køge i 1987 og lukkede igen i 1996. I den forholdsvis korte tid firmaet bestod blev der bl.a. fremstillet vaser, lysestager og fade med blank glasur og et stilrent, grafisk udtryk. 

ASMUSSEN

ASMUSSEN er lige så kendt under navnet Hamlet Design, og var en dansk virksomhed, der producerede eksklusive gaveartikler. Designeren hed Hugo Rasmussen, og hans mest kendte design er nok Dråben. Der er blevet fremstillet guldbelagte dråbestager i forskellige størrelser, dråbelamper, dråbeholdere til juletræslys og dråbevaser.

AXELLA

AXELLA blev grundlagt i Nr. Sundby omkring 1970 af Aksel Larsen og blev navngivet Axella Design i 1978, skiftede senere navn til Axella Keramik, indtil det igen kom til at hedde Axella Design. Virksomheden, der har produceret godt og gedigent stentøj i en karakteristisk 1970'er-stil, lukkede 1987-88. Jette Hellerøe arbejdede for Axella i en periode, og de fleste ting, man finder fra Axella, er skabt af hende.

Genbrugslopper har pt. ingen varer fra Axella Design.

BAVARIA

En del tysk porcelæn er mærket Bavaria. Her er ikke tale om et væremærke, men betegner blot, at det er produceret i delstaten Bayern.

Nogle af de mest kendte tyske porcelænsmærker er Meissen, Seltmann, Kahla, Winterling og Colditz. Især de sidstnævnte er ret populære for tiden, fordi de passer ind i retro-bølgen og i moderne hjem.

BAY

BAY. Bay Keramik var en af de store keramikvirksomheder i det område, man kalder West Germany. Bay blev grundlagt i 1933 af Eduard Bay, men der er nogen usikkerhed om, hvornår firmaet lukkede igen. Under alle omstændigheder stoppede dele af produktionen i begyndelsen af 1970’erne, men der findes produkter fra Bay fra så lagt op som til begyndelsen af 1980’erne. En af de mest berømte designere var Bodo Mans, men det blev sjældent dokumenteret hvem der stod bag de enkelte designs. 

BING & GRØNDAHL

BING & GRØNDAHL blev grundlagt i 1853 af brødrene Meyer Herman Bing og Jacob Herman Bing samt Frederik Wilhelm Grøndahl, som var udlært figurmager. Den tidlige produktion bestod hovedsageligt af biskuitfigurer, inspireret af Bertel Thorvaldsen, samt enkelte brugsgenstande, og fra omkring 1860 begyndte fabrikken at producere spisestel. I 1885 blev Harald Bing, søn af Jacob Herman Bing, eneejer af fabrikken, som i 1895 blev omdannet til et aktieselskab. Midt i 1890’erne begyndte virksomheden af producere juleplatter, udviklet af keramikeren August Hallin. Fra omkring 1900 har Bing & Grøndahl haft en omfattende produktion af figurer, samt af stel i porcelæn og stentøj.

Mågestellet, designet af Fanny Garde, blev lanceret i 1895. Det blev meget populært og blev i 1950'erne betegnet som Danmarks nationalstel, idet man mente, at omkring hvert tiende hjem havde et mågestel.

I 1895 producerede Bing & Grøndahl som de første en juleplatte, og i samme periode lancerede de deres udgave af et musselmalet stel.

I 1898 lagde de sig fast på de tre tårne som signatur; et gammelt symbol på København.

I 1972 overtog Bing & Grøndahl Kronjyden & Nissen og fortsatte bl.a. produktionen af det populære Relief-stel, designet af Jens Harald Quistgaard. I 1987 blev Bing & Grøndahl slået sammen med konkurrenten, Den Kongelige Porcelænsfabrik, under navnet Royal Copenhagen.

BODUM

BODUM blev grundlagt i 1944 i København af Peter Bodum som en grossistvirksomhed, der solgte - især danske - køkken-artikler. Peter Bodum havde den vision, at godt design ikke behøvede at betyde høje priser og var fra starten klar over betyd-ningen af industrielt design. Han iværksatte udviklingen af en række produkter, hvor funktionalitet og kvalitet var i højsædet og havde den indstilling, at funktionaliteten har afgørende indflydelse på formen. I 1974 blev sønnen Jørgen Bodum direktør for virksomheden, som han ejer sammen med sin søster, Pia. Bodums produkter bliver solgt i mere end 55 lande, og virksom-heden har butikker over det meste af verden. Genbrugslopper har pt ingen varer fra Bodum.

BOFA

BOFA (Bornholms Fajancefabrik) blev startet op i Rønne i 1953 i den fabrik, der tidligere producerede keramik under navnet Holmgren. Virksomheden kan spores tilbage til 1861 under navne som Kjøller og Grønberg. Både Lisbet og Ursula Munch Petersen, samt Gertrud Kudielka har designet for fabrikken. I 1954 startede fabrikken en produktion op af moderne keramik med en mat, sort glasur og hanke af peddigrør, som blev fremstillet i Rønne Arresthus. Serien blev en stor succes, og virksomheden havde på det tidspunkt 16 ansatte. Successen blev dog ikke fulgt op, og fabrikken måtte lukke i 1963.
Genbrugslopper har pt. ingenting fra BOFA.

COLDITZ

COLDITZ er egentlig en by i Leipzig, Sachsen, men vi kender nok navnet bedst fra porcelænsfabrikken, der etableredes i 1958 med logoet 'cp'. Colditz Porzellanwerk havde bl.a. samarbejde med porcelænsfabrikken KAHLA »

DESIREE

DESIREE er en dansk porcelænsfabrik, der blev grundlagt i 1964 af H. C. Torbøll, som tidl. havde været direktør for både Bing & Grøndahl og Porcelænsfabrikken Norden. Fabrikken startede med at producere stentøjsstel, heriblandt Selandia, Thule og Diskos. Karakteristisk for disse stel er underglasurdekorationen, altså at de er dekoreret under glasuren og er utroligt slid-stærke. I 1980'erne og 1990'erne blev det trange tider for mange danske porcelæns- og keramikfabrikker, der enten måtte dreje nøglen om eller fusionere, som Bing & Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik gjorde. Desiree hørte til de mere sejlivede af slagsen og fortsatte sin produktion til begyndelsen af årtusindskiftet. Du kan stadig se deres hjemmeside her »

DISSINGS

DISSING. Dissing-navnet kan rumme en lang række af jyske keramikere fra samme familie. J. A. P. Dissing oprettede sit keramikerværksted i 1889 og oplærte siden de fleste af sine otte børn.

De meget populære Dissing-fugle er lavet af Ejner Dissing, der i 1919 oprettede sit eget værksted på Hovedgård i Hedensted. 

Webshop fra e-hjemmeside.dk